Global Transport and Logistics
Vælg land

Vælg land

MyDSV

Nedenstående update og analyse af det globale søfragtsmarked er udarbejdet eksklusivt til DSV Air & Sea af Lars Jensen, CEO og partner i Vespucci Maritime. Lars Jensen har 19 års erfaring inden for container shipping og har de seneste knap 10 år arbejdet som uafhængig analytiker.

Lav vækst i container volumen

Container Trade Statistics (CTS) har netop offentliggjort deres nyeste data for global container volumen for maj måned 2021. Disse tal giver et godt indblik i den underliggende årsag til de nuværende problemer i den maritime forsyningskæde og ydermere et par hints angående den kommende udvikling.

For at starte med konklusionen: Der er ikke tale om et globalt boom i container volumen. Selvom det kan føles som om der er tale om et boom fordi der er mangel på kapacitet og der er stærkt stigende fragt rater, så er al tale om et globalt boom faktuelt forkert. Der er dog nogle underliggende nuancer som er vigtige – især at specifikt for Nordamerika er der rent faktisk tale om et boom, men det er ikke udtryk for en global tendens.

Dette kan lyde særdeles mærkeligt når man tager styrken i det nuværende marked i betragtning, og det er derfor godt at se lidt dybere ned i tallene og finde en forklaring.

Den globale udvikling
De tal som fremlægges af CTS måler den global container volumen i TEU – det vil sige hvor mange containere med last er der blevet afsendt. Normal måles væksten i volumen ved at sammenligne med den samme måned året før da dette vil fjerne effekten af normale sæsonudsving. Hvis vi gør dette for maj 2021 kommer man frem til en vækst i volumen på 14%. Ved første øjekast er 14% vækst bestemt noget der kunne betegnes som et ”boom”. Men her skal man huske på at i maj 2020 var verden stadig i den første store bølge af pandemien og fragtmængderne var faldet voldsomt. I maj 2021 sammenligner vi derfor med et “hul” i mængderne i maj 2020 hvilket naturligvis giver anledning til en stor procentuel vækst. Denne store vækst rate er derfor ikke en indikation af et boom i handlen – den er i stedet et mål for hvor dybt hullet var i foråret 2020.

Hvis vi i stedet sammenligner maj 2021 med maj 2019 viser tallene at fragtmængderne blot er vokset med 1%. Det svarer til følgende situation: Antag at pandemien aldrig var kommet. Den globale situation lige nu svarer til at det globale marked var vokset med 0.5% om året siden maj 2019. En sådan vækst rate kan på ingen måde betegnes som et ”boom”. Det er mere korrekt at betegne denne udvikling som stagnation. Ydermere er denne vækstrate i maj lavere end I de første 4 måneder af 2021 hvor væksten svarer til 3% årlig vækst siden 2019.

At afvise at der er et boom og i stedet sige der er stagnation vil lyde bizart for mange i markedet idet det jo også er faktuelt korrekt at fragtraterne er steget markant. Da CTS’ nyeste data er for maj måned kan det være godt et se på rate udviklingen som den tog sig ud i maj.

Hvis man ser på FBX spot rate indexet kan man se at rater for Asien til Nordeuropa steg med 22% fra starten af måneden til slutningen af måneden. Rater i den anden retning fra Nordeuropa til Asien steg med 13%. I Stillehavet steg raten fra Asien til Nordamerika med 19% og på Atlanterhavet steg raten fra Nordeuropa til Nordamerika med 21%.

Vi er således i en situation hvor der faktuelt ikke er et boom i container volumen i de fleste områder, men alligevel stiger fragtraterne markant.

Det regionale perspektiv
Når man betragter de nye CTS data fra et regionalt perspektiv er det klart at der for Nordamerikas vedkommende er tale om et boom. Volumen i maj måned 2021 er 19% højere end maj 2019. De første 4 måneder af 2021 havde tilsvarende set en vækstrate på 24%.

Men for andre regioner i verden er der ikke et boom. I maj måned havde import ind til Europa en vækstrate på 0% i forhold til maj 2019 – og det var i øvrigt også tilfældet i april. Endnu værre ser det ud i den region der dækker import til det Indiske subkontinent og Mellemøsten – her er der en negativ udvikling og fragtmængderne er 15% lavere end i maj 2019.

De regionale tal øger den tilsyneladende modsigelse mellem udviklingen i fragtmængder og i fragtrater. Spot raterne på Asien-Europa er steget en smule mere end raterne på Stillehavet i maj selvom det er i Nordamerika at der er et boom.

Hvad betyder det for den nuværende krise?
Den åbenlyse konklusion på de nye data fra CTS er at den nuværende krise i markedet ikke har et boom i volumen som den primære drivkraft. Der er dog en væsentlig nuance i denne sammenhæng.

Det demand boom vi ser i USA startede i august 2020 og var en stærkt medvirkende årsag til at skabe flaskehalsproblemer – til at starte med især i havnene i Californien. Det var ikke den eneste årsag, men det var en medvirkende årsag. Det vedvarende boom er ydermere med til at gøre det svært at få ”ryddet op” i de nuværende flaskehalse i USA.

Fra et globalt perspektiv er hovedårsagen til problemerne den reduktion der er sket i kapaciteten på grund af flaskehalsproblemer. Der er mangel på både skibskapacitet og tomme containere fordi skibene og containerne er bundet i længere tid end normalt på grund af massive forsinkelser. Vi er stadig i en situation hvor cirka 10% af den global kapacitet er effektivt fjernet fra markedet på grund af forsinkelser.

Det fører til 2 observationer omkring markedsforholdene i de kommende måneder:

Den første observation er at knapheden skyldes flaskehalse der fjerner kapacitet og ikke fragtmængderne. Det betyder at når flaskehals problemet er løst vil der også igen være tilstrækkelig med kapacitet til at håndtere fragtmængderne og markedet vil operationelt et blive normalt igen.

Den anden observation er at de nye tal fra CTS er fra maj og vi er nu allerede i midten af juli. Hvis vi ser en stærk højsæson ind til Europa i de kommende måneder vil det skabe en situation som er endnu mere presset end den som var tilfældet i de seneste par måneder idet der så potentielt kommer et boom i mængder på toppen af manglen på kapacitet.

Som konsekvens af denne anden observation betyder det også at en afskiber som forventer stærk vækst i sine egne fragtmængder i de kommende måneder bør stille sig selv et simpelt spørgsmål: Er denne vækst unik for min forretning eller er det hele markedet jeg ser med stærk vækst. Hvis det er hele markedet bør man også forvente en situation hvor der vil blive større knaphed på kapacitet i de kommende måneder og deraf følgende endnu højere rater samt problemer med i det hele taget at sikre sig plads på skibene.

Læs analysen på engelsk

Find information om DSV's services med søfragt

Har du nogen spørgsmål?

Vores eksperter står klar til at hjælpe dig.  Vi finder en løsning, som passer til dine behov.

Kontakt os i DSV's søfragt